Omdrejningspunkter

Jeg er træt af den virkelighed, som jeg skal tilpasse mig til, når de andre illusioner tilpasser sig mig.
Sommetider bevæger skyerne sig i den omvendte retning. Sommetider bløder liljerne i sommer solens glødende stråler, der føles som knive.
Og jeg leder efter en forklaring, der kan gøre mig vis om hvorfor jeg er havnet her.
Hvorfor jeg konstant ender hernede, hvor der ikke er nok ilt til to.

Jeg vandrer normalt ikke rundt som her, men jeg mangler en ven, fordi jeg har ikke set en i lang tid.
Jeg går ud i byens natliv, som ikke tiltaler mig i sidste ende. Jeg er aldrig fuld nok til at holde nok af nogen til at de vil kunne huske mig næste dag.
Men jeg snakker dog med disse skikkelser, der bevæger i former.
Jeg fortæller dem hemmeligheder, som jeg ikke engang fortæller mig selv. De fortæller mig deres. Dette er fortrolighed, indtil jeg opdager at deres historier blot er kopieret fra en films.

Og jeg vandrer videre indtil jeg finder en bænk, som jeg kan sidde på. På dette tidspunkt stopper biler med at køre. I stedet tager taxaerne over, fordi folk er for fulde til at finde hjem. Men de kommer hjem. De kommer altid sikkert hjem med en tom pengepung.
Og jeg er alt for ædru og rig. Derfor skal jeg fryse i regnen, der begynder så småt at vække mig op.

Sommetider undrer jeg mig over om jeg vælger livet, eller om det har valgt mig.
Sommetider når jeg prøver at ændre skæbnen og min vej, så bliver det pludselig den bestemte skæbne, som skal føre til min vej.
Jeg kan ikke ændre på min måde at gå. Min måde at snakke på.
For folk ser mig stadig som den skikkelse, der unægteligt kan elske sig selv.
Og jeg opfordrer folk til at elske mig som et lille barn, fordi jeg ikke finder tilfredsstillelse i andre hjælpemidler.
Den dag, hvor jeg kan gå uden at kravle, vil jeg være fri.
Fri fra verden uden fordømmelse af dem, der er svage i deres øjeblikke. Fri fra en verden uden egoisme og urene kaffekopper.
Jeg vil ikke se mig selv i spejlet. Jeg vil se mig uskrapt i ruden i bussen, fordi sådan ser jeg mig selv. Sådan ser jeg virkelig mig selv.
Og sådan vil jeg blive set, fordi jeg er ikke skrap i min eksistens. Jeg svæver over jorden og leder efter et standpunkt, hvor jeg kan gro.
Gro rødder. Gro noget liv, der kan gøre mig til den jeg er.

Og selvom det gør ondt hver eneste gang jeg indser, at jeg stadig er, hvor jeg altid har været, indser jeg blot igen at det er min vej. Min skæbne. En vej, som jeg selv har bestemt uden at vide det. Det er blot omgivelserne, som jeg ubevidst vælger at trække vejret i, der undertrykker og udueliggører mig.
Disse minder gør mig ulykkelig. Mors hånd er altid for kold til at varme sig i.

Så mens stjernerne bliver til glimtrende kvinder, der tager imod kærlighed for penge, så vælger jeg bevidst denne gang, at blive siddende på bænken indtil der kommer en taxa, som ville vide, at jeg er ædru.
Uden det gør nogen forskel, fordi de ville kunne se på mig, at jeg bare har brug for at komme hjem.

Tragedier

Det er minder, der bringer smerten tilbage; der bringer mig tilbage. Det er minder, der skærer ar igennem din hud, som i sidste ende brændmærker dig for livet.
Det hjælper ikke med at glemme. Hvem narrer du, når du siger, at du er blevet et bedre menneske af at blot erkende dine problemer? Du fodrer dit ego for at holde liv i dig selv. Du er desperat. Kærligheden kan ikke nås, hvis du konstant sidder på dine knæ og beder om nåde.

Du ser mig, når du har brug for mig. Jeg er kun nøgen, når jeg er alene. Når ingen spejle hænger på vægget; parate til at blotte mig.
Ingen øjne til at se, at jeg ikke er fuldkommen.
For det er jeg ikke. Når jeg endelig prøver, at komme videre så ender jeg tilbage i den samme tilstand.
Det er minderne, som minder mig om hvilken taber jeg i virkeligheden er.

Og det hjælper ikke, når du prøver at narre dine omgivelser om, hvor meget du har forbedret dig siden afvænning.
Du holder om mig og fortæller mig, at jeg er din bedste ven, selvom jeg altid har været i sidste række.
For du tør ikke engang smide jakken i frygt for, at folk ser arrene, der har samlet sig igennem årene.
Du ryger i smug, når folk ikke ser det. Om natten græder du som en lille baby.
Og du holder stadig de samme fester, blot i flottere kvartere.
Du holder dig stadig i selskab med de samme ludere i dine limosiner.
Den rette kokain for at matche dine sko.

Du ignorerer min tilstedeværelse, måske fordi jeg afslører dig hvis du blot lader mig.
Og jeg siger ikke noget. Jeg iagttager dig bare og det nager dig.
Du vælter dig i bekendte, som du kalder for nære venner, men de forsvandt. Hvor forsvandt de hen? Hvor forsvandt de hen, da du havde mest brug for det?
Da du sad på rendestenen uden penge og havde brug for at blive ren igennem hele din krop?
Hvor var de? Hvor var du i hele denne proces?
Mor græder, fordi du ikke er i stand til at snakke. Du nægter at spise før du finder en mening med livet.
Først der så du mig, som jeg var en helgen.
Ikke den taber, som du altid har kaldt mig.
Jeg lærte dig gå. Lærte dig at læse livets hemmelige koder, som jeg selv har kæmpet for at lære udenad.
Da du endelig kom til dig selv og barberede dit skæg, begyndte du forfra. Præcis hvor du startede. Du havde ikke ændret dig. Du var præcis den samme, da du tog jakken på og tændte cigaretten.
Blinkede med dit ene øje og sagde. "Burde du ikke snart se, at fise af?".

Ikke fordi du er et dårligt menneske, blot fordi det var den nemmeste udvej. Du ved bare ikke, at den nemmeste udvej ender altid op med at være den sværeste.
Og jeg er ligeglad med, at du omtaler mig som ingen, når folk spørger til hvem jeg er.
Jeg skiller mig ud af flokken af mennesker med mine spidse knogler og udmattede øjne.
Jeg ved, at når luderne går hjem sammen med de bekendte ansigter og champagnen har slugt dine penge, så vil du finde hjem til mig igen. Du skal blot gå få skridt som lært.
Ind til soveværelset, hvor jeg sidder og venter.
Du smider jakken, mens du roder dig selv i håret. Din stønnen får mig til at gispe.
Du er på randen af selvmord. Du slår dig selv ihjel langsomt, mens alle kan se på som det var en forstilling.
Og de griner af dig. Ser du det ikke?
Folk griner af tragedier.
Og for dem, er du en vittighed. En ægte tragedier.
Godt være, at du tror, at de ikke ved det, men de gør det.
Når lysene slukkes og dine ar vises for omverden, så dækkes spejlene til og du kryber under dynen mens du prøver at nå mig.
Det er først når jeg rækker min hånd ud af barmhjertelighed at jeg mærker dine tårer. Jeg nærer dig med min omsorg og næring. Du vil optage den samme ilt som jeg, og jeg lader dig.
Du kryber ind under mine knogler og forbliver der, som en lille baby.

Spindelvæv

Der var en pige, som jeg elskede. En pige, som jeg beundrede og begærede. Hendes kropsform var ægte timeglas, så glat at hendes silkekjole næsten strøg af hendes krop.
Hun var tapet sammen og hendes mund var syet opad, så det lignede hun altid var glad. I virkeligheden var hun ingenting.
Hun tilbragte sin tid med at tegne sig selv på papir så hun aldrig glemte, hvordan hun engang så ud og ikke nok med det, hvordan hendes liv så ud.
Hun var engang hel og livlig. Hun var ikke lykkeligere end andre, men hun var ægte og rummede intentioner om at leve et liv, som ville være værd at stå ved.
Hun gjorde sit bedste i skolen. Hun gjorde sit bedste for familien. Hun nåede ud af gymnasiet og direkte ind på universitet og hun følte sig hjemme. Hjemme sammen med de kloge hoveder, som vidste alt fakta om verden fra bøger og kloge legender.
Hun kunne alle slags sprog, fordi hun mente kommunikation med omverden var vigtigst, så hun lærte alle sprog, der fandtes. Selv de sprog, som de psykisk syge på den lukkede fandt på for de var også værd at kende.
I virkeligheden begik hun sig i en verden, som hun kendte fra bøgernes synsvinkel. Hun malede tit begivenheder og tapede dem fast i sin dagbog, så hun altid ville huske dem.
Hun vidste jo godt inderst inde, at hun ikke vidste alt og derfor tog hun ud og levede livet med vennerne, der aldrig kom længere end gymnasiets tredje år.
Hun faldt hårdt igennem, da de snakkede et andet sprog og de interesserede sig i noget andet. De lyttede til musikkens toner, mens hun tegnede den.
De var dybt forskellige, men alligevel lod hun til at falde på plads med det samme, fordi menneskerne godt kunne lide hende. Menneskerne blev til hendes venner.
Og sådan foregik det i mange måneder, hvor hun balancerede mellem venner og universitet.
Indtil han kom ind i hendes liv, som det var forudbestemt. Han var en krusedulle på hendes tegning. En fejltagelse, som hun ikke kunne viske ud, men hun var betaget af ham. Hun var trods alt betaget af alt, som hun ikke kendte til og som virkede fremmede.
Han gik på en anderledes måde og han snakkede med en jysk accent, så man skulle tro, at han i virkeligheden ikke kom fra det samme land som hende, men på den følelsesmæssige front, så forstod de hinanden.
Han viste hende kunsten i at elske hinanden med kærtegn. Med ord på latin.
Hun mistede grebet og sine fødder. Hun var styret af strømmen og de andre døde fisk i floden ved siden af.
Manipulerende og ømme håndled efter atter en nat, hvor han bandt hende op med reb i sengen for at lære hende om smerte.
Han blev ved med at fortælle hende, at hun i virkeligheden ikke var i live. At hun lå livløs på motorvejen et eller andet sted i ødemarken. Dette var en drøm. Han var fiktiv, en ægte passion. Et brændeligt ønske om, at han kan redde hende. Han prøvede at få hende til at betvivle sig selv og sin virkelighed for han elskede at se hende fortabt. Han ville drage hende derud, hvor hun ikke turde stole på sig selv og derfor ville hun have ham som sit eneste holdepunkt i livet. Han ville have kontrol. Han var drevet af magt.
Han spurgte hende om hun nogensinde havde følt sig tom. Hun nikkede sagte og indrømmede. Hun havde prøvet det mange gange i sit liv, og tanken om at alt det hun havde gennemgået for at nå til tops ikke var ægte, slog hende ud.
Pludselig drejede værelset rundt og mens han skar hende ud i småstykker som et puslespil, så syntes hun ikke at det gjorde ondt.
Alt inde i hende gjorde oprør og prøvede at vække hende op, men hun var fanget i et mareridt sammen med en mand, der ikke ville binde hende op og sætte hende fri.

Nætterne falmede og dagene fortsatte derud af. Efter få gange blev hun sat fri og samlede sig selv sammen. Stumperne af hende selv tapede hun fast til sin krop, så hun følte sig nogenlunde tilpas. Han stirrede blot på hende og sagde: "Vidste du, hvor falsk du egentlig er?".
Hun svarede ikke, men arbejdede videre med sig selv og stumperne af hendes kolde kropsdele. "Dengang jeg mødte dig, så skinnede du som selve solen. Som om du var solen, men du er ingenting. Du er ikke engang virkelighed. Ingen savner dig. Dit lig rådner op på en motorvej, fordi ham, der kørte dig over ville ikke engang stoppe for at kigge efter. Han troede du var et dyr, gjorde han".
Han var ondskabsfuld og lænede sig tilbage i stolen, eftersom hun ikke reagerede.
Hun kunne ikke huske noget om en bilulykke, eller at hun var med i den. Hun kunne kun huske selve drømmen hun befandt sig i.
Hun huskede ingenting om et andet liv. Nogen gange tvivlede hun på om han blot var sindssyg, eller at hun havde været død i flere år. I et helt menneskeliv.

Inden tanken drev hende til vanvid, valgte hun at han var vanvittig. Hun kunne ikke fatte, at ingen savnede hende.
Hun kiggede alle sine tegninger igennem for at finde svar, mens han var nede i købmanden for at købe nogle smøger og et franskbrød.
Hun så sine tegninger af begivenheder og blomster i parken om foråret. Udenfor var vejret trist og bitteret. Atter efterår. Tegningerne af sig selv matchede til pigen i spejlet bortset fra at pigen i spejlet var ødelagt og skåret fra hinanden. Dog i et sølle forsøg var hun tapet sammen, så hun lignede et fuldkomment menneske.

Efter et par timer kom han tilbage og var fordrukken. Det skete tit, og normalt sagde hun ikke noget. Selvom hun ikke lagde mærke til det, så havde årene gået forbi og pludselig boede de sammen og virkede udefra som et normalt par.
Tegningerne af ham dengang lignede ikke ham, hun så nu. Han stod ved dørkarmen og stirrede på hende med et trist blik. "Du siger aldrig noget", vrissede han og smækkede døren efter sig.
Han var blevet en gammel mand og hun var i virkeligheden en gammel kvinde, der ventede på at vågne op igen. Hun kunne ikke fatte, at alle de år var blevet stjålet fra hende. Nu var hun lige ved at afslutte universitet og hun kunne ikke huske nogle af de gode begivenheder.
Tegningerne stoppede da hun mødte ham.

Selv når han slog hende, så sagde hun ikke noget. Hun protosterede ikke engang. Hun lod ham. Sommetider rakte hun ham kniven, når han ledte efter den fordi han ville skære i hende. Han var begyndt på et mesterværk på hendes krop. Et mønster, der skulle danne et spindelvæv. Han sagde altid "En menneskekrop kan udholde mere end et sind kan klare".
Og det var sandt. Hendes sind var for længst brudt sammen.

Han kom pludselig bag fra og rev hende i håret, så hendes nakke sagde knæk. Hun gispede en enkelt gang. Han råbte alt muligt, som hun ikke kunne tyde og derefter kastede han hende ind i klædeskabet. Det føltes som om alle hendes knogler i kroppen bristede. Hun sagde stadigvæk ikke noget for hun vidste, at han først var begyndt.
"I virkeligheden er du en skændsel for omverden, men du er stadig et mesterværk for mig", sagde han mens han gik imod hende. Han tog hendes silkekjole af og betragtede hendes skrøbelige krop, som var beklædt af dybe ar, der skulle forstille et spindelvæv.
Han var langt fra færdig. Han vendte hende om på maven og skar videre, mens hun bed det i sig. Hun blev i tankerne om, at hun i virkeligheden var død. Liggende livløs på motorvejen. Glemt og forladt for det var trods alt bedre end at være der.
"Du tilhører mig nu", grinede han højlydt, "Mit mesterværk". Og straks skar han noget hud af hendes ryg af og lagde det ved siden af hende, så hun kunne se det.
Blodet strømmede ud af hendes krop, men hun blev aldrig tom. Det var som om hun bare blev ved.

Pludselig blev det nat og hun var tapet sammen med plaster og papir. Hun sad i en hullet t-shirt og stirrede ud på natten og de famlende stjerner. Hun ringede aldrig til sine venner og hun begav sig næsten aldrig ud.
Ingen kendte hende længere. Ingen ringede længere. Han sørgede for, at alle holdte sig væk.
Hun sad på sengen og gik alle sine gamle tegninger igennem. De var et dejligt minde om et godt liv.
Han lå bag hende og trak vejret rigtigt tungt. Hun vendte sig om, rystende og bange for at han vågnede af den mindste bevægelse hun lavede. Hendes krop kunne ikke klare mere smerte i dag.
Stykkerne af hendes hud og kød lå i en bunke ved vinduet. Hun havde ikke energi til at sy det tilbage igen. Hun ventede til i morgen.

Hun betragtede ham uskyldigt. Han var ikke barberet. Hans ene fortand var knækket, da han nytårsaften skulle åbne en øl med tænderne. Igennem årene var hans mave begyndt at blive stor, selvom han ikke ville indse det. Rynkerne passerede hendes øjne. Egentlig var han bare en gammel mand. En gammel indebrændt psykopat med had til omverden. Og hende.
Han elskede hende ikke. Han lavede ikke andet end at ændre hende til noget bedre end hvad hun var, men hun følte sig ikke længere tilpas i sin egen krop eller sind. Hun var blot en kopi, en idé, af den kvinde som han ønskede sig. En kvinde, der lod sig fange i hans spindelvæv og aflød hans inderste ønsker, men hun var ikke tankelæser og derfor blev hun straffet hver gang hun misforstod.
Hun tog sig sammen til ikke at græde. Hun var et rod. Og tårerne ville alligevel ikke ændre på noget. Det ville ikke få hende til at elske ham igen.
Så hun tog et blankt papir frem og tegnede ham. Hun tegnede ham som hun mest så ham i sengen med munden på vid gab.
Alle detajlerne skulle med selv de grimme. Han blev pludselig fanget på papir, næsten på levende vis. Han var hendes mesterværk. Den første af hans ting, som hun ejede.
Og da tegningen var færdigt, viskede hun ham ud igen. Hun viskede alle detajlerne og rodet ud igen indtil han forsvandt, også i virkeligheden.

Pludselig befandt hun sig i sengen. Alene. Solen strålede ind ad vinduet og det var morgen for første gang i mange år. Hun kiggede bag sig, men han lå der ikke. Hun kiggede under sengen, men han var ikke til at finde.
Hun tog en dyb indånding og trådte ud af sengen. Hun bevægede sig imod vinduet, som det var lyset for enden af tunnelen.
På vejen så hun spejlet og sig selv i det. Hun var helet og hendes sår var så småt væk. Resterne af hendes hud og kød der lå på gulvet var på hendes krop igen. Det hele var et fjernt minde om en fjern usand drøm.
Hun smilede kort, mens hun åbnede vinduet og lod forårets vind komme ind i værelset.

Hun lukkede øjnene kort og åbnede dem igen, og så smuldrende stykker af viskelæder forsvinde i vinden sammen med maridtet.....
Da hun lukkede vinduet igen, tapede hun det blanke papir fast til sin dagbog. Blot så hun aldrig skulle glemme.

Hvad vi glemte i vejkanten

Et evigt liv uden nogen ende. Menneskerne ligger på vejkanten uden nogen grund til at rejse sig op. Vi kører forbi dem med vilje. Vi lader som om vi ikke lægger mærke til dem. Lægger mærke til den verden som disse mennesker skaber ved deres lidelse.
De gør min verden utryg. Uhyggelig. Da jeg var barn gemte jeg mig altid under tæppet midt om natten når deres ansigter viste sig for mig.

Disse mennesker blev født af kvinder, der havde født så mange gange at de stoppede med at tælle. Der var ingen glædelige fotografier til at mindes om dagen eller besøgende til at lykønske moderen og barnet.
Kvinderne fødte for at komme hjem igen til det liv som millioner af andre mennesker lever.

Børnene voksede op og blev stemplet før de udviklede deres egen stemme. Socialbelastede problembørn.
De vidste alle sammen, at de ikke skulle være blevet født. Selv i skolen kunne de ikke udfolde sig. De blev placeret bagerst.... Mens de andre elevers stemmer overdøvede deres. Til sidst lagde man ikke mærke til dem. Det var som om de slet ikke var der.
Sommetider fik jeg øje på dem, men jeg gemte altid mit blik væk i bøgerne som undskyldning. Jeg læste altid de samme bøger hvor jeg kendte historien ud og ind.
Det gør mig tryg. Får mig til at føle mig hjemme. Da jeg var barn læste min mor disse bøger op for mig. Men når jeg ser disse børn, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om deres mor nogensinde læste en historie op for dem.

Hun glemte deres navne. Deres identitet. Evigt begravet i mænd og alkohol. Hun levede blot det liv som så millioner af andre kvinder gør.
Og verden burde være børnenes livline. Vi mennesker der har overskuddet og kærligheden burde være deres livreddere, der samler dem op fra vejkanten. For ingen anden gør.
Men alligevel kører vi forbi. Træder speederen i bund hvis vi skuer dem i det fjerne. Vi er bange for at stoppe op og ikke kunne komme videre for disse mennesker er så ødelagte, så sørgelige og triste.
De knuser glansbilledet af det lykkelige liv. Den dejlige verden hvor vi alle burde føle os hjemme i.

De trækker tæppet af os pludseligt midt om natten og lader os fryse. De gør det for at lade os mærke hvad de mærker hver dag.... De minder os om, at de var født for at dø alene.... Minder os om den virkelighed, som vi glemte liggende i vejkanten.

Tilsidesat

Jeg overvejede at tage mit eget liv i dag. Især da jeg indså, at tanker ikke bryder igennem en isende kolde overflade af mennesker. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er eller hvor jeg kommer fra. Alle disse objekter af mennesker burde holde mig nede og lade mig leve, men i stedet tilintetgører de mig.
Mens sommerliljerne atter venter på at bryde frem i sneen.

Og jeg lever atter igen i en blindgyde, der hvisker remser. Vers, der beskriver folks tilstand, men aldrig min.
Hvor ville det være dejligt, at tilhøre nogen, der virkelig vidste besked.
Nogen, der svarede på mine evige opkald og aldrig lod som om deres øjne var lukkede, når de går på folk, der ligger på gaden.

"Det er dig. Det er aldrig mig", sagde hun uden at blinke. Jeg vidste godt, at hun hadede mig lige for tiden, men ikke så meget at hun ikke kunne tage ansvar.
Jeg smider ikke os væk. Jeg smider ikke det hele væk, som vi har bygget op.
"Og jeg har valgt, at jeg hellere vil elske alene end elske sammen med dig".
Og mit hjerte bankede for første gang. Men stoppede kort tid efter, da jeg indså, at hun pakkede sin kuffert.
Jeg glemmer aldrig aftner, hvor jeg følte mig mægtig, fordi kvinden i mit liv, var faktisk min, men nu er hun allerede på vej med det næste skib.
Jeg vil samle alle hendes fodspor på vejen op indtil jeg finder hende på et skummelt hotel, hvor hun har fundet vejen til at elske alene.
Uden mig.
Uden mig.

Måske skulle jeg forsvinde indtil jeg finder vejen. Måske skulle jeg virkelig bare dø indtil nogen ser mig.
Måske på vej til min begravelse vil hun stoppe op og tilgive mig.
Tilgive mig indtil jeg genopstår. Jeg vil accepteres af fjender. Jeg vil forskønnes af de nærmeste, der ikke alligevel kender mig.

Jeg vil være mors pige, selvom jeg nærmest ikke bliver set.
Jeg vil være mors lille dreng, der næsten ikke kan gå selv, fordi alt hvad jeg har lært er forsvundet. Alle disse normer og forståelse for verden har jeg mistet ved blot at vente på den rette frelser.
Uden at indse, at jeg er den eneste, der kan frelse mig selv fra ensomheden.

Jeg har brug for tilgivelse. For megen tid til at komme mig over tilsidesættelse.
Ingen vil nogensind forstå, fordi de aldrig læser mine tekster. De læser aldrig mine ord.
For hvis de gjorde behøvede de ikke undrer sig.
Sommetider er livet ikke en gåde. Blot et spørgsmål.
Et spørgsmål om tid. Og jeg har brug for at hele. Forsvinde. Vende tilbage. Genopstå. Finde min kvinde og få hende til at huske mig, som jeg er.
Jeg har brug for en ven. En ven, som jeg aldrig har haft.

Og mens sommerliljerne kæler imod jordens iskolde overflade, så venter jeg.
Indtil mit hjerte begynder at banke for andet gang. Så ved jeg, at jeg lever igen.

Historien om Julia

(En tekst, som jeg har arbejdet længe på i dag. Jeg overvejede at slette den, men jeg lod være og delte den i stedet med jer.)

"Julia, hvorfor siger du ikke noget?".
Julia reagerede på sit navn, men ville alligevel ikke svare. Hun kom til at tænke på alle de krimiserier, som hun har set og hun har lært af de kriminelles fejltagelser.
Det vil blot gøre det hele værre, hvis hun sagde noget. Ikke fordi at hun selv vidste hvad der foregik, men hun kunne i få flashbacks bringe sig selv til selve situationen, men så tog hun normalt straks afstand og glemte resten.
Især de skrækslagene billeder, der viste sig i film. Det gjorde ondt i hendes øjne hver gang de viste sig for hende. Især hvis hun prøvede at huske dem igen efter deres forsvinden.
"Måske skulle vi mødes næste uge og se, om du har det en smule bedre".
Måske ville tingene forsvinde til næste tid, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle ordne de ting, som hun havde gjort. Alle disse mennesker som hun havde skadet ved blot at lave nogle fejltagelser. Livet var så skrøbeligt, og mens hun ødelagde andre menneskers liv, så skubbede hun sit eget ud på et tyndt og usikkert fundament og hun ventede blot på, at minerne ville springe som hun begik sig på.
"Det lyder som en god idé", sagde Julia og rejste sig op.
Men hun tog fat i Julia og fik hende ned i stolen igen. Hendes øjne afslørede alvoren bag grebet. "Jeg er nødt til at vide om du er i fare for dig selv, Julia".
Først kiggede Julia på hende. Til sidst begyndte hun bare at grine hysterisk så tårerne pressede på, men hun skjulte ikke det skræmte blik, der lå bag disse tårer, der til sidst faldt ned ad hendes kinder.
"Til fare for mig selv?".
Hun gemte sit ansigt i sine hænder, mens hun prøvede at huske tilbage, men det gjorde ondt som nogen tog hendes hænder på en varm kogeplade og tvang hende selv til at sige stop.
Hvem fortjente ikke smerte? Især dem, der normalt aldrig følte den medmindre man selv forårsagede den.
Men utroligt nok fik Julia kontrol over sig selv og sine misvisende tårer.
"Hvor lang tid har jeg haft samtaler med dig, Susan? Et år? Et halvandet år?".
Julia trak på skulderne og forventede ikke et svar. "Jeg har aldrig haft det bedre".
Hun smilede mens hun bed sig i tungen, der rummede løgne og blod, så rødt som den rødvin hun drak alene i går.

Susan lænede sig tilbage i sin stol og lagde papiret fra sig og stirrede på Julia, som om hun mente, at hendes blik kunne gennembore Julia og få hende til at tilstå.
Men Julia sad fast. Julia sagde ikke noget, som hun ikke allerede havde gjort. Alting lå til hemmelighederne, der byggede en mur omkring Julia og resten af verden.
"Hvor har du fået det slemme slag fra?", spurgte Susan og Julia rørte sin pande.
Det havde hun glemt alt om. "Jeg faldt. Ned af trapperne".
"Er du sikker? Det gjorde du også for en uge siden".
"Nogen mennesker er mere klodsede end andre. Er det her et forhør?".
Susan smilede. "Nej, selvfølgelig ikke, Julia, men jeg føler, at der er noget du ikke fortæller mig".
"Jeg har fortalt dig alt".
Julia begyndte at tage fat i sin taske, der lå hvilende ved hendes fødder.
"Og jeg finder det rigtigt fornærmende at du sidder og påstår, at jeg lyver for dig".
"Det gør jeg ikke, Julia. Det gør du".
Julia rejste sig hastigt op. "Nej! Det gør jeg ikke! Og hvad er du for en psykolog? Er du også lige pludselig blevet synsk siden du kan fortælle mig, hvad jeg siger eller ikke gør?".
"Nej, Julia. Vi behøver slet ikke denne tone for at finde ud af tingene".
"Finde ud af hvad? Finde ud af hvad, Susan!", råbte Julia.
"Hvad, der er sket med dig, siden du har det som du har det", sagde Susan og forholdte sig i ro, selvom Julia var parat til springe og angribe for at passe på sin identitet, som hun bygget op for sig selv.
"Og det bekymrer mig især, at du ikke indrømmer, at du har gået til behandling hos mig i fire år", sagde Susan. "Hvorfor benægter du det?".
"Fordi jeg ikke har", sagde Julia, "Og jeg er fuldstændig færdig med at komme hos dig".
Julia gik over og tog sin jakke på, mens hun råbte skældsord ud på Susan, mens Susan ikke reagerede særligt tungt.
"Hav et godt liv!", råbte Julia inden hun gik ud.
"I lige måde, Julia, indtil da", sagde Susan og tog sine briller af og lagde dem på skrivebordet.
"Hvad mener du?", spurgte Julia undrende.
"Lad os bare sige, at du altid kan ringe som sædvanligt", smilede Susan og rejste sig op og rodede i nogle papir.
Julia blev stående et øjeblik indtil glimt af fortiden kom op og med det smækkede hun døren i og resten blev glemt.

Julia gik med hastige skridt ned ad gaden. Hun forbandede Susan langt væk. Hun var ikke andet end en pengeslugende amatør. Hvor fik hun hendes uddannelse fra? Var hun overhovedet en psykolog eller nærmere en, der udnyttede folk, der havde brug for hjælp?
Julia grinede for sig selv. "Og Susan kalder mig syg?", hun grinede højlydt så folk på gaden vendte sig om og stirrede på hende.
"Hvis jeg er syg, så hører hun til den lukkede afdeling".

Da Julia kom ind i sit hjem, som ikke bar noget personligt præg af hende, fik hun en kold følelse af ensomhed. Hun gik over til sin telefon og prøvede at huske på mennesker, som hun kunne ringe til, men øverst på listen, der hang på køleskabet, stod Susans telefonnummer.
Hvor blev alle vennerne af? Havde Julia nogensinde haft nogen?

Pludselig virkede alting mørkt og ukendt, så hun satte sig ned og gennemrodede de papkasser, som ikke var blevet pakket ud endnu.
Hun fik fat i et fotoalbum, der var omfavnet af årgammelt støv.
Hun pustede støven væk, men noget af den blev på, som var den klistret på i den tanke, at det aldrig skulle tages af.
Det mindede hende om en grå tilværelse, som hun normalt flygtede fra.
"Når du bliver bange, hvad gør du så?", spurgte Susan Julia engang om.
Julia kendte ikke svaret før svaret kom og lærte hende. "Så glemmer jeg. Gemmer alting langt væk".
"Hvad er du bange?".
Øjnene flygtede rundt i hele lokalet for at finde et hvilested. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
"For dem, der vil gøre mig ondt".
"Hvem Julia? Kan du give mig navne?".
"Far. Far vil gøre mig ondt".
Og efter den bekendtgørelse sov hun ikke i frygt for at tankerne blev virkelige og far kom ind i soveværelset om natten og tog hende hjem.

"Du har været en slem, slem pige", sagde mor. "Hvad tror du, der sker hvis jeg siger det til far?".
Køkkenet var gult og mor var stadig en af de kvinder, der gik med forklæde ude i køkkenet.
"Du må ikke, mor! Det var ikke med vilje", skreg Julia og begyndte at græde.
Moren smilede mens hun skar grønsager ud til aftenmad.
"Nej, selvfølgelig ikke, Julia, selvfølgelig ikke, men det skete og derfor skal du straffes".
Julia sank ned i gulvet og græd, så hele hendes indre rystede.
Lige pludselig mærkede hun et spark. "Rejs dig op, Julia. Jeg siger ikke noget til far", sagde hendes mor og smilet var tørret af.
"Du er så grim når du græder".

Ved aftensmaden sad de begge og ventede på far ville komme fra arbejde. Da døren åbnede stivnede de begge.
Han gik igennem gangen og mor tog straks imod hans jakke og serverede op for ham.
Han stønnede tungt, da han så maden ikke var varm nok. "Hvor mange gange skal jeg sige, at maden skal være varm?" spurgt han.
Julias mor gned sine hænder imod hinanden. "Jeg troede du kom tidligere hjem", sagde hun mens hendes stemme skælvede.
"Så du siger lige pludselig det er min skyld?", råbte han og stirrede på min mor, der var ved at bryde sammen.
"Ved du hvad Julia har gjort?", sagde moren.
Hele Julias krop vågnede op og frøs til is, mens hun stirrede på sin mor og bad til at hun viste en smule nåde, men desperationen voksede i hendes mor blik og hun vidste, at det her var for moren selv og ikke Julias.
"Julia spildte mælk på dit jakkesæt. Du ved det dyre, som du kun bruger til vigtige begivenheder", sagde hendes mor og rystede.
Der var stille, mens Julias far overvejede hvem, han skulle straffe og lige pludselig stak han Julias mor en flad, så hun faldt ned på gulvet.
"Skam dig for ikke at holde øje med din egen datter". Og mens hun lå på gulvet lagde han foden ovenpå hende for at holde hende nede.
Han vendte sig så en smule om og kiggede på Julia, der fokuserede på grønsagerne på hendes tallerken. Alt andet end at se ham i øjnene.
"Kom her, Julia", sagde han og smilede.
Julia kiggede usikkert på ham.
"Hvad er du bange for, skat?", smilede han og åbnede sin favn op.
Julia pusteded lettet ud og gik med forsigtige skridt imod sin far, der stadig havde sit arbejdetøj på.
Hun søgte hans favn, men inden hun overhovedet nåede den tog han hårdt fat om hendes nakke og smed hende ned på gulvet.
"Hvad fanden bilder du dig ind?", råbte han og sparkede Julia, som lå forsvarsløs på gulvet. "Jeg giver jer alt. Mit absolute alt, og dette er hvad I giver mig?", råbte han.
"Undskyld", græd moren. "Jeg kan bare ikke styre hende".
"Nej, fordi du er et svag menneske, Clara, og jeg vil ønske, at jeg aldrig nogensinde giftede mig med dig. Du har ikke givet mig, hvad du har lovet".
Og med det sparkede han til moren og tog fat i Julias kjole og slæbte hende ned ad gangen.
"Nej, far, nej, far!", skreg Julia og prøvede at få fat i ting, der kunne forhindre hende i, at havne det værste sted i verden.
Der var ingen livlinie Julia kunne fange og hun stirrede hele tiden på sin mor, som blot var lettet over det ikke var hende. Hun satte sig ned og begyndte at spise.
Men hun stirrede aldrig på Julia, som forsvandt ind i garagen, hvor kulden kom ind igennem små huller i væggen.
"Og så ses vi om nogle dage, hvis jeg bliver god igen. Nu skal du tænke på alle de ting, som du har gjort galt", råbte han og kastede hende ind i garagen og låste døren efter sig.

Julia gik i panik og ruskede i døren. "Far! Far! Det var ikke med vilje. Forlad mig ikke. Forlad mig ikke, far!". Lyset slukkede og det eneste lys, der trængte igennem var fra hullerne i væggen.
Julia kravlede ind i den forladte bil, som havde stået der i et stykke tid. Hun lagde sig i forsædet og krummede sig sammen, men hun kunne høre sin far gå rundt i huset.

Det var først, da hun hørte slagene, der ramte hendes mor, at hun gik i panik. Hendes mor skreg på hjælp, men Julias far var nådeløs.
"Jeg er simpelthen så træt af dig. Jeg er simpelthen så træt af, at komme hjem til dig hver evig eneste dag. Du kan jo ikke finde ud af noget. Du kunne ikke give mig en søn, og nu kan du ikke engang opdrage den vanskabning, som du selv har skabt? Hvad skal jeg gøre ved jer? Slå jer ihjel g rejse væk for den lille opsparing vi har?", råbte han.
Julias mor græd og undskyldte.

Julia lagde sig i fosterstilling, mens hun kiggede rundt i rummet. Hendes øjne hvilede sig på benzindunkene, der havde samlet støv igennem årene. Og med kuldens hjælp faldt hun i søvn.
Indtil næste morgen, hvor faren lukkede Julia ud igen. Han sagde ikke noget til hende, men tog i stedet jakken på. Inden han gik ud af døren vendte han sig om og stirrede på hende med kolde øjne.
"Bliv hjemme fra skole. Din mor har brug for en hjælpende hånd".
Julia nikkede og ventede på, at han gik, men noget fik ham til at tage fat i hendes arm og hviske hende ind i øret.
"Julia, du må være klogere end din mor, især når du har en del af mig i dig, så gør noget ved dette roderi, ellers så ender du det samme sted, som din mor, og tro mig, det vil du ikke". Hans øjne brændte sig fast til hendes og hun nikkede.
Hun turde ikke engang tænke på ikke at være samarbejdsvillig, selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad han snakkede om. Hun vidste bare, at hun ikke ville ende det sted, som hendes mor, når den tid kom.

Han gav slip på hendes overarm og efterlod et rødt mærke. Han tog sin jakke og hat på og gik ud af døren, mens han lod disse ord flyve rundt i luften.
"Sørg nu for ikke at skuffe mig".

Hun gik ind til sin mor, som stadig lå på gulvet i en forstyrrende stilling. Hun sov i en pøl af sit eget blod. Julia gik ud og fik fat i en kold klud og vaskede sin mors ansigt af, så hun virkede bekendt igen.
Aftensmaden stod stadig på bordet. Fluerne var begyndt at oversværme resterne af den mad, som de aldrig fik smagt.
"Mor, er du vågen?", spurgte Julia og aede sin mor.
Hendes mor åbnede forsigtigt øjnene og smilede.
"Åh, Julia", sagde hun og lod hendes hånd hvile på Julias varme kind. "Jeg troede, at du var død. Hvor er det godt at se dig igen. Vil du ikke godt hente et glas rødvin, så er du sød?". Og med det faldt hånden ned og hun vendte tilbage til pølen af blod og sov videre.

Julia hentede rødvinen og stillede den ved sin mor. Hun lod den blive hældt op i en kop, fordi moren foretrak det sådan. Hun mente, at det gjorde det mere sundt end hvis det var i et vinglas. Især hvis moren besluttede sig for at læse avisen ude i haven, så ville naboerne lægge mærke til at hun altid drak, men med koppen var hun beskyttet. De ville jo blot tro, at det var kaffe, selvom moren hadede kaffe og drak det aldrig, medmindre far tvang hende til selskaber, hvor hun skulle passe ind med de andre kvinder.

Julia begyndte at rydde op fra aftenen før. Hun trådte på et glasskår og skreg op. Hun satte sig på køkkenbordet og kiggede rundt i et køkken, der var blevet smadret og revet fra hinanden. Hun havde sovet sig væk fra det. Nogen gange sov hun bedst, når hun kunne lytte til skrigene, der trængte igennem hver en pore og åre.
Hun rev det store glasskår ud af hendes fod og forbandt hurtigt sin fod før der kom mere blod på køkkengulvet.

Der var allerede blodspor over det hele. Hun kunne forstille sig, hvordan hendes far havde kastet rundt med sin mor i køkkenet. Fra det ene sted til det andet. Der var blodspor, der fortalte historier, som Julia helst ikke ville kende til, så hun glemte.
Julia glemte, mens hun rodede op i sporene.

Mens timerne gik og moren begyndte at rejse sig op smuldrede det for Julia, som blot ønskede fred. Hun talte timerne for hvornår hendes far skulle hjem og hun huskede hans ord.
Hun kiggede på sin mor, som lignede en kvinde, der var på vej til en begravelse. Hun sad i sofaen og havde drukket af sin rødvin. Hun snakkede til sig selv og Julia fik ondt af hende.
Julia ville ikke huske sin mor, som denne kvinde, der gjorde sig klar til sin egen begravelse.
Så Julia vidste hun måtte gøre noget.

Hun gik over og tog fat i fotoalbummet og gemte sig i garagen. Det var først, da hendes far kom hjem, at Julia vidste, at det ville ske.
Han begyndte at råbe efter Julia, og da Julia ikke svarede gik han amok på moren, der skreg af smerte.

Julia tog fat i dunkene i garagen og gik ud af huset og omringede huset med selve benzinen, der var i dunkene.
Hun gik derefter ind i stuen, hvor hendes far stod.
"Hvor fanden har du været, Julia?", råbte han.
Julia kiggede på ham uden at svare. Moren lå igen på gulvet og talte sine tænder, der faldte ud efter et hårdt slag.
Han stirrede lige pludselig på dunken med benzin. "Hvad fanden laver du, Julia?".
Julia hældte uden at tøve indholder at benzin på faren. Og med det tændte hun en tændstik og kastede den imod ham.
Han tændte som fyrværkeri og han skreg, som den smerte, der en dag ville indhente ham. Julia frygtede det dog ikke.
Hun gjorde det hun skulle gøre.
Hun gik imod moren og hældte resterne af benzinen på hende. Blikket af indre frygt rykkede noget indeni Julia, men Julia fortsatte og satte ild til sin egen mor, som ikke skreg i særlig lang tid før hun havde givet op og lod sig brænde op.

Folk begyndte at komme til huset, da det brændte op. Julia var den eneste, som sad udenfor huset og ventede på, at hendes far ville komme og skælde hende ud.
Det var det værste hun nogensinde havde gjort.
"Hvad er der sket? Er der nogen inde i huset?", spurgte en mand.
Julia kiggede op og smilede. "Hej, jeg hedder Julia".

Og det var først, da det gamle ur begyndte at ringe, at Julia vågnede op fra sin trance. Mens hun havde siddet med sit gamle fotoalbum forstod hun hvad der var sket.
Dette var hendes eneste minde, og mens hun stirrede billederne igennem, lagde hun mærke til at ingen i familien smilede på billederne.
Og hun forstod hvad hun havde gjort og mørket trak sig over hendes lille lejlighed og hun følte sig skræmt fra vid og sans.
Lugten af benzin gennemborede hendes næsebor og hun rystede over hele kroppen, mens hun kunne høre låsen på døren og hendes fars velkendte fodtrin ved døren.
Hun skyndte sig over ved telefonen og ventede.
"Susan?", græd Julia. "Han er her".
"Nej, han er ej, Julia", beroligede Susan.
"Han er her. Jeg kan høre ham", hviskede Julia skrækslagen.
"Jeg lover dig. Han er der ikke. Du er bare bange. Tag en sovepille og besøg mig på mit kontor i morgen. Jeg lover dig alting nok skal gå".
Julia nikkede og efter få sekunder lagde hun på.
Hun tog en sovepille og lagde sig på sofaen og lod mørket omringe hende. Hun var for bange for at tænde lyset.
Og mens hun dalede hen fik hun pludselig øje på hans skikkelse.

Hun rejste sig op fra sofaen og stirrede derover.
"Far?", sagde hun skræmt, men skikkelsen sagde ikke noget. Skikkelsen gik kun imod hende med hænderne først.
"Far! Det var ikke med vilje!", græd hun, da skikkelsen tog fat om hendes hals og berøvede hende for ilt. Skikkelsen stoppede lige inden hun var ved at blive bevidstløs og tog fat i hendes ben og slæbte hende ned i garagen.
Hun kunne ikke skrige. Hun prøvede at få fat i dørkarme og ting, der kunne forhindre hende i, at havne det sted, hvor hun allermindst ville være. Men ingen kunne hjælpe hende. For ingen troede på Julia.
"Far! Forlad mig ikke herinde! Far, jeg gjorde det ikke med vilje!"

Frosne tanker

Frosne tæer
Frosne fingre
Frosne legmer
Frosne gulve
Under mine fødder
Vinduet dugger
Er jeg alene uden redning
Her sidder jeg
Alene
Og tænker på frosne tider
Frossent kærlighed
Mens folk dør på gaden
Her sidder vi og venter
På en redning i det blå
Men vi må vente på må og få
De første og bedste får foræret
Mens os andre lever igennem deres små glæder
Små frosne glæder igennem fotografier
For det er vores eneste livline: Disse mennesker, som vi forbyder os selv at blive
Og jeg iagttager kolde beslutninger
Som bliver taget
Over mit hoved
Mens jeg godt ved, at de ikke vil mig det bedste
Jeg føler blot smerten fra de frosne kys, der sætter sig fast på min krop
Det er de frosne tæer
De frosne fingre
Frosne legmer, der slår mig langsomt ihjel
Mens de holder sig inde i varmen med bekendtskaber
De glemte mig på bussen
Og jeg står ikke af
Håber næste stop fører mig til et sted, der er rarere
Men endestationen vender altid tilbage
Og når bussen vender, kommer jeg hjem til det samme
De samme frosne tider
Med de samme frosne mennesker, der forærer kolde ord
En kold skulder, når vi græder
Det er den frossent kærlighed, som jeg er født ind i
Denne frosne verden, der går i stå om natten, når jeg stadig er vågen
Denne frosne sandhed får mig til at frygte, mens jeg stadig lider
Uafhængigheden af det, der engang var mit hjem, blev mit nederlag
For jeg fungerer ikke iblandt virkeligheden
Atter fungerer jeg ikke der, hvor jeg bliver tilsidesat
Og jeg vil knuse denne kolde facade, der holder mig frosset ned
Denne kolde mur af is, der holder mig lænket tilbage
Jeg vil hjem
Jeg vil hjem og sove ud indtil månederne går af sig selv
Dagene tælles ikke længere, blot fordi de er udholdelige at komme igennem
Og så håber jeg, at det er den rigtige vej denne gang
Alle disse forsøg som ikke var sande
Jeg håber på bedre tider, der vil stoppe disse frosne vægge, der klemmer mig ihjel
Stjæler min ilt
Disse frosne tanker, der langsomt får mig til at gå i stå, når jeg i virkeligheden skulle blive ved med at gå.